Jeg sover ikke godt i tiden. Sent i seng, sent op, det er slet ikke sådan min rytme fungerer bedst, men det er alt jeg kan klare lige i øjeblikket. I det mindste får jeg skrevet en smule næsten hver dag. Siden mit sidste indlæg, har jeg fået skrevet to scener indenfor mit univers, mest for at lære mine karakterer at kende og blive velkendt med det danske sprog i prosa-sammenhænge igen. Jeg nyder det og det går fremad. Måske tør jeg snart gå i gang med romanen.

Musik hjælper mig utroligt meget, når jeg skriver. Jeg har en japansk spilleliste med sange af ayumi hamasaki, Koda Kumi, Ishikawa Chiaki, Shimamiya Eiko og Akiko som er en japansk jazz-sanger. Der er også et par traditionelle numre med det japanske instrument, en koto. Derudover lytter jeg også meget til Pompeii af Bastille (fantastisk nummer!) og i går opdagede jeg det alternative band Daughter, hvor især sangen Youth virkeligt tiltaler mig. Der er ikke noget bedre end at skrive med musik i ørerne, føle hvordan ens fingre falder ind i en passende rytme, imens de danser henover tastaturet og hvordan melodien fremkalder krystalklare billeder i sindet. Dejligt, dejligt.

Derudover tror jeg også at jeg er blevet en smule forelsket i den ene af mine hovedpersoner. Hun er i virkeligheden lidt af en idiot, men samtidigt er hun også både ødelagt og stærk. Spændingerne og de interne modsætningsforhold er spændende at dykke ned i. Det er slet ikke svært at beskrive hvordan min anden hovedperson bliver forelsket i hende og hvorfor.

Sneen ligger i et tyndt lag henover Clements Bro. Det ser koldt ud og det er koldt. Koldt og glat. Godt jeg bare kan sidde indenfor, her på Baresso og drikke chai cino og skrive.